Borgerne i Rødekro og turisterne på Hærvejen kan se frem til et endnu bedre biblioteks-, kultur- og Hærvejshotspot. Dette er blevet muligt, efter at Lokale og Anlægsfonden har valgt at støtte projektet med 5 millioner kroner.
De ekstra midler gør det muligt at skabe et endnu bedre hus. Målet er, at huset bliver et naturligt samlingspunkt, som kan bidrage til at fremtidssikre Rødekro som et attraktivt sted at bo og leve.
Lokale og Anlægsfonden har udarbejdet inspirationskataloget "Biblioteket som kulturhub", der fokuserer på at gøre fremtidens biblioteker til åbne, levende og inkluderende mødesteder. Netop denne tilgang er central for projektet med Hærvejen 24 og ambitionen om at skabe et moderne samlingspunkt i Rødekro.
Samarbejdet med Lokale og Anlægsfonden tilfører ikke blot økonomisk støtte, men også et værdifuldt samarbejde omkring udviklingen af et moderne mødested med biblioteket som base. Dette er kernen i projektet, hvor ønsket er at skabe et åbent og levende hus, der samler både lokale fællesskaber og besøgende.
Rødekro Udviklingsråd ser frem til et endnu mere attraktivt tilbud på Hærvejen 24, som forventes at skabe øget liv og aktivitet i Rødekro bymidte.
Biblioteks-, kultur- og Hærvejshotspottet forventes indviet i 2028 og er en væsentlig del af byudviklingen i Rødekro, som samlet ventes at koste omkring 75 millioner kroner. Nordea-fonden har tidligere givet tilsagn om 15 millioner kroner til projektet, og Lokale og Anlægsfonden er glade for at blive en del af et projekt, der skal styrke byliv og fællesskaber.
Projektet i Rødekro viser, hvordan en forladt dagligvarebutik kan transformeres til et levende mødested med både høj arkitektonisk kvalitet og brugsværdi for borgere og besøgende. Desuden kan projektet tjene som inspiration til andre byer, der ønsker at omdanne erhvervsbygninger til nye samlingspunkter.
Byfornyelsen i Rødekro har de seneste år modtaget omkring 26 millioner kroner i ekstern finansiering. Dertil hører blandt andet 936.000 kroner fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje til Hærvejsparken samt cirka 10 millioner kroner fra Forsøgsordning for frie bymidter, hvor midler fra finansloven går til at skabe mere liv i bymidter og landdistrikter landet over.