14 kasser øl er nu under mistanke for også at indeholde amfetaminolie
Syd- & Sønderjyllands Politi anholdt den 6. juni 2026 en 32-årig norsk mand, der blev standset efter indrejse ved Kruså grænse. Da Toldstyrelsen og politiet undersøgte mandens varebil med narkohunde og scanner, fandt man to dunke med 43 liter amfetaminolie og en pistol gemt i varebilen. De 43 liter amfetaminolie svarer til omkring 160 kilo amfetamin. Manden blev varetægtsfængslet og er fortsat fængslet.
Toldstyrelsen og politiet fandt en del andre genstande i bilen, blandt andet 14 kasser øl, der den 14. august blev udleveret til nordmandens pårørende sammen med varebilen. Ølflaskerne blev ikke undersøgt nærmere, da der ikke var mistanke til, at de indeholdt andet end øl, da der var tale om halvliters glasflasker med væske og et låg, der så ubrudt ud.
Den pårørende forærede søndag den 14. august ølkasserne til en person i Danmark inden returrejse til Norge. Modtageren delte kasserne med nogle bekendte. Efterfølgende drak en 28-årig mand af en af ølflaskerne. Væsken lugtede og smagte forkert, og manden fik på skadestuen konstateret en syreskade i munden. Den 28-årige mand anmeldte sagen til politiet, der straks indledte en efterforskning og hurtigt fik lokaliseret flaskerne og hentet dem. Politiet konstaterede, at der kunne være tale om amfetaminolie og involverede Giftlinjen, og kunne derefter vejlede den 28-årige mand.
Politiet beslaglagde de 14 kasser med ølflasker, inden andre nåede at drikke af dem. Flaskernes indhold skal nu undersøges nærmere, da de fortsat mistænkes for også at indeholde amfetaminolie. Indeholder ølflaskerne samme koncentration af amfetamin som de 43 liter, vil der være tale om en mængde, der i alt svarer til godt 600 kilo amfetamin.
Politiet efterforsker fortsat sagen og har ikke yderligere oplysninger af hensyn til den verserende efterforskning.