BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at skabe udvikling og trivsel for børn og unge, der er udfordret i deres liv? Er du tydelig i dit pædagogiske arbejde?
Kan du se bag børns adfærd? Og vil du være en del af en fantastisk kollegagruppe, hvor vi værner om et godt arbejdsmiljø? Så er det netop dig, vi leder efter.
Vi søger en socialpædagog til en fast stilling til vores børne- og ungehjem Rønshoved i Center for Familier.
Om Center for Familier
Center for Familier er Aabenraa Kommunes institution på børne- og familieområdet. Vi varetager mange indsatser - herunder bl.a. familiebehandling ambulant og i døgntilbud, misbrugsbehandling, familiebahandlertstøtte, anbringelse i plejefamilier og på døgninstitution samt støtteophold i dag- og døgntilbud.
Alle indsatser har til formål at få børnene og familierne i udvikling mod det gode almene liv. Vores faglige og teoretiske afsæt er bredt og tager udgangspunkt i den systemiske og narrative tænkning.
Vi arbejder med FIT (Feedback Informed Treatment) som vores fælles feedback og evalueringsredskab. Principperne, der danner grundlaget for arbejdet i Center for Familier, er, at samarbejdet med barnet/den unge og familien skal foregå tæt på hjemmet, i netværket samt være dokumenteret og målbart.
Om Rønshoved
Rønshoved er et børne- og ungehjem for børn og unge med særlige behov. Vi er normeret til 15 børn og unge i alderen 5-17 år. Vi bor i skønne omgivelser med udsigt til Flensborg fjord og okseøerne.
Vi modtager primært børn med følelsesmæssige og/eller sociale vanskeligheder. Der kan være tale om, at børnene tidligt i deres liv er omsorgssvigtede, at børnenes egne problematikker ikke kan afhjælpes i egen familie, eller at forældrenes egne problematikker besværliggør deres muligheder for at drage nødvendig omsorg for deres børn. Vi modtager også børn med diagnoser.
Vi har udover barnets familier et tæt samarbejde med børn- og ungerådgivere, skoler, privatpraktiserende læger, psykologer, børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, afspændingspædagoger og andre, der kan bringe barnet i udvikling. Vi har desuden en opmærksomhed rettet mod at få barnet eller den unge integreret i det almene foreningsliv, da vi finder det vigtigt for barnets psykiske og fysiske trivsel og udvikling.
Du vil i tæt samarbejde med myndighedsafdelingen tage afsæt i barnets plan og ud fra den arbejde målrettet med barnet og familien.
Når vi modtager et barn, modtager vi også barnets familie. Vi inddrager familien og netværk i det omfang det gavner barnet/den unge.
Barnet/den unge skal lære stabile relationer blandt de voksne ved, at medarbejderne tager aktivt del og engagerer sig i barnets hverdag. Sammen med barnet/den unge og deres forældre og netværk, finder vi vejen mod det gode liv.
Vi arbejder ud fra den narrative og systemiske tilgang, hvor barnet vil opleve, at der findes andre og mere positive fortællinger end dem, de kommer med.
Vi anskuer barnet som symptombærer på de udfordringer, de møder i omverden og eget liv, men anskuer aldrig barnet som problemet.
Vi tror på, at alle børn gør deres bedste med de forudsætninger, de har. Vi udforsker og støtter ændringen af uhensigtsmæssig adfærd.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads, hvor du bliver en del af et team, der har ansvar for barnet/den unges og deres familiers udvikling og trivsel
- gode muligheder for uddannelse og personlig udvikling, herunder relevante efteruddannelser og supervision
- en kollegagruppe, hvor vi værdsætter samarbejdskompetencer, og hvor børnene og familierne er i centrum
- en arbejdsplads, hvor et udviklende og positivt arbejdsmiljø er alles ansvar
- et team af professionelle kollegaer, der har fælles fokus og mål samt høj faglighed
Om dig
Vi forventer, at du fagligt
- er uddannet pædagog
- gerne har erfaring inden for arbejdet med anbragte børn og unge med diagnoser
- er god til og tydelig i faglig kommunikation både skriftligt og mundtligt
Vi forventer, at du personligt
- er nærværende i mødet med børnene, ligesom du er god til at sætte tydelige grænser på en måde der udstråler ro og overskud
- er god til at håndtere børn med lav frustrationstærskel ud fra en anerkendende tilgang
- aktivt har taget stilling til, at du vil tage del i arbejdet med børn, der kan have en udadreagerende adfærd og ved, at du kan forholde dig i low arousal i tilspidsede situationer
- er rummelig og robust i et arbejde med særdeles høje følelsesmæssige krav
- kan samarbejde med alle, der kan bidrage til at føre børnene og familierne tættere mod det gode almene liv
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er efter overenskomsten med SL. Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Vi forventer, at du kan arbejde både dag, aften, nat, weekender samt helligdage. Du skal være indstillet på at tage del i at give børnene og de unge gode ferieture. Vi arbejder i turnus både juleaften og nytår.
Du bliver ansat i Center for Familier.
Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet børne- og straffeattest, og at ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende. Det er et krav, at du har kørekort.
Stillingen er på fuldtid og med tiltrædelse pr. 1. oktober 2024.
Læs mere om Center for Familier på hjemmesiden.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Signe Thorstensen på telefonnummer 2031 4956 - dog ikke i ugerne 30-32. Her kontaktes Rønshoved på 2942 0866.
Ansøgning
Send din ansøgning via linket senest den 21. august 2024.
Vi forventer at afholde samtaler mandag den 26. august 2024.
I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=d1842ad6)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aabenraa Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aabenraa Kommune, Strandvej, 6340 Kruså
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6097717