BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at skabe udvikling og trivsel for børn og unge, der er udfordret i deres liv? Er du tydelig i dit pædagogiske arbejde?
Kan du se bag børns adfærd? Og vil du være en del af en fantastisk kollegagruppe, hvor vi værner om et godt arbejdsmiljø? Så er det netop dig, vi leder efter.
Vi søger tre socialpædagoger til faste stillinger til vores børne- og ungehjem i afdelingerne Rønshoved og Udsigten i Center for Familier.
Om Center for Familier
Center for Familier er Aabenraa Kommunes institution på børne- og familieområdet. Vi varetager mange indsatser - herunder bl.a. familiebehandling ambulant og i døgntilbud, misbrugsbehandling, familiekonsulentstøtte, anbringelse i plejefamilier og på døgninstitution samt aflastning i dag- og døgntilbud.
Alle indsatser har til formål at få børnene og familierne i udvikling mod det gode almene liv. Vores faglige og teoretiske afsæt er bredt og tager udgangspunkt i den systemiske og narrative tænkning.
Vi arbejder med FIT (Feedback Informed Treatment) som vores fælles feedback og evalueringsredskab. Principperne, der danner grundlaget for arbejdet i Center for Familier, er, at samarbejdet med barnet/den unge og familien skal foregå tæt på hjemmet, i netværket samt være dokumenteret og målbart.
Om Rønshoved
Rønshoved er et børne- og ungehjem for børn og unge med særlige behov. Vi er normeret til 12 børn og unge i alderen 5-17 år. Vi bor i skønne omgivelser med udsigt til Flensborg fjord og okseøerne.
Vi arbejder ud fra en systemteoretisk og narrativ tilgang, hvor anerkendelse for barnet og barnets fortællinger samt oplevelser er i højsæde.
Barnet/den unge skal lære stabile relationer blandt de voksne ved, at medarbejderne tager aktivt del og engagerer sig i barnets hverdag. Sammen med barnet/den unge og deres forældre og netværk, finder vi vejen mod det gode liv.
Vi har udover barnets familier et tæt samarbejde med børn- og ungerådgivere, skoler, privatpraktiserende læger, psykologer, Børne og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, afspændingspædagoger og andre, der kan bringe barnet i udvikling. Vi har desuden en opmærksomhed rettet mod at få barnet eller den unge integreret i det almene foreningsliv, da vi finder det vigtigt for barnets psykiske og fysiske trivsel og udvikling.
Du vil i tæt samarbejde med myndighedsafdelingen tage afsæt i barnets plan og ud fra den arbejde målrettet med barnet og familien.
Vi arbejder blandt andet med børnesamtaler ud fra en narrativ tilgang og benytter blandt andet FIT som metode til at opnå indsigt i barnets egen oplevelse af egen trivsel og udvikling. Vi bruger derudover også at arbejde med Livshistorie, NUSSA forløb og narrativ traumebehandling.
Skriftlighed er en stor del af vores pædagogiske praksis. Vi dokumenterer dagligt med udgangspunkt i barnets eller den unges udviklingsmål, og der er krav til udarbejdelse af ICS halvårligt omkring alle børn og unge. Følelsesregulering, mentalisering og konflikthåndtering er en integreret del af vores arbejde .
Om Udsigten
Udsigten er et børne/ungehjem, der varetager støtteophold for målgruppen mellem 3 og 17 år. Udsigten er også placeret ved Rønshoved, men er et andet hus.
Der kan være op til fem børn eller unge i støtteophold på Udsigten af gangen. Støtteophold aftales individuelt og kan være i få dage eller flere sammenhængende dage og i både hverdage og i weekender.
Du vil sammen med dine kollegaer have ansvaret for børnenes udvikling og trivsel i Udsigten, og du vil i samspil med barnet og forældrene skulle strukturere barnets hverdag og fritidsaktiviteter, når de er på Udsigten. Du vil i tæt samarbejde med myndighedsafdelingen og forældre/plejeforældre tage afsæt i barnets plan og arbejde pædagogisk målrettet med børnene.
Det pædagogiske arbejde tilrettelægges ud fra barnets og familiens individuelle behov.
Vi tilbyder på begge afdelinger
- en arbejdsplads, hvor du bliver en del af et team, der har ansvar for barnet/den unges og deres familiers udvikling og trivsel
- gode muligheder for uddannelse og personlig udvikling, herunder relevante efteruddannelser og supervision
- en tværfaglig kollegagruppe, hvor vi værdsætter samarbejdskompetencer, og hvor børnene og familierne er i centrum
- en arbejdsplads, hvor et udviklende og positivt arbejdsmiljø er alles ansvar
- et team af professionelle kollegaer, der har fælles fokus og mål
Om dig
Vi forventer, at du fagligt
- er uddannet pædagog
- gerne har erfaring inden for arbejdet med anbragte børn og unge med diagnoser
- er dygtig til at kommuniere både skriftligt og mundtligt
Vi forventer, at du personligt
- er nærværende i mødet med børnene, ligesom du er god til at sætte tydelige grænser på en måde der udstråler ro og overskud
- er god til at håndtere børn med lav frustrationstærskel ud fra en anerkendende tilgang
- aktivt har taget stilling til, at du vil tage del i arbejdet med børn, der kan have en udadreagerende adfærd og ved, at du kan forholde dig i low arousal i tilspidsede situationer
- er rummelig og robust i et arbejde med særdeles høje følelsesmæssige krav
- kan samarbejde med alle, der kan bidrage til at føre børnene og familierne tættere mod det gode almene liv
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er efter overenskomsten med SL. Stillingerne er på 37 timer ugentligt.
Vi forventer, at du kan arbejde både dag, aften, nat, weekender samt helligdage. Du skal være indstillet på at tage del i at give børnene og de unge gode ferieture. Vi arbejder i turnus både juleaften og nytår. Udsigten har lukket juleaften og nytårsaften.
Du bliver ansat i Center for Familier.
Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet børne- og straffeattest, og at ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.
Stillingerne er på fuldtid og med tiltrædelse pr. 1. juli 2024.
Læs mere om Center for Familier på hjemmesiden.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Signe Thorstensen på telefonnummer 2031 4956
Ansøgning
Send din ansøgning via linket senest den 23. maj 2024.
Vi forventer at afholde samtaler den 28. maj 2024.
Angiv tydeligt i ansøgningen, hvis du søger specifikt til en af afdelingerne
I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=4bcdbd30)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aabenraa Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aabenraa Kommune, Strandvej, 6340 Kruså
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6043759